/*-------------*/ /*--------------*/

5 minutter med egoisme, selvfedme, chokolade, tiltro i modgang og det irrelevante

Vær enig eller ej, men her har du fem budskaber. De er uafhængige af hinanden, og kan derfor læses hver for sig og i vilkårlig rækkefølge. Der er det egoistiske budskab, og hvorfor det faktisk kan være på sin plads at være egoist. Det selvfede budskab til skræk og advarsel for os alle. Budskabet om the melting point. Det punkt hvor både chokolade og afdelinger smelter. Budskabet om fuld tiltro, også i modgang, og til sidst budskabet om at glemme det effektive og i stedet fixe det irrelevante.

1.Det egoistiske budskab

Lindeblad søger lige i øjeblikket en seniorkonsulent, og som altid i en ansøgningstid er der en naturlig fokus på, hvad ansøgeren kan gøre for Lindeblad, men det holder ikke helt. Uanset hvilket job og hvilket firma bør ansøgere starte med at være egoister. De skal definere deres egen drøm først. Sørge for at få et klart billede af drømmen, og så se om den passer til virksomheden. Det tror pokker at mange har svært ved at få det bedste ud af medarbejderne, hvis det allerede går galt til jobsamtalen. Hele udgangspunktet er forkert, hvis det handler om virksomhedens drøm alene. Det handler om at finde fællesnævnerne mellem ansøgerens og virksomhedens drømme. Er den der ikke, så glem det. Er den der, er der et match og en mulighed for at sætte styrkerne i spil.

2. Budskabet om selvfedme

Har du nu ret igen? Det kan være farligt at være for sikker og for selvfed. Du kender det sikkert. Du får noget af vide af en kollega eller ven, og du behøver ikke lytte mere, for du har hørt det før, set det før og oplevet det før. Selvfedmen kommer til udtryk ved, at du læner dig op af din erfaring og gentager hvad du tidligere har sagt. Din åbenhed og nysgerrighed er lukket, og ligesom du måske sidder blødt i stolen ligger hjernen blødt i doven selvfed pude.

Hvornår har du sidst brugt din 1,3 kg. hjerne. Hvornår er den blevet trænet med nye tanker, nysgerrighed og undren? Den selvfede tager udgangspunkt i det gamle, og finder det lettere at tale om det kendte. Der skal ofte en stor overraskelse eller et chok som ryster dig, til at skabe grobund for nye erkendelser. Tænk lidt over det, hvis du altså gider.

3. Budskabet om the melting point

Aldrig over 45 grader når du skal smelte chokolade. Det ved enhver kok, og det er en delikat proces som følges nøje, hver gang en plade chokolade skal smeltes. Først når temperaturen er rigtig er den til at arbejde med. De rutinerede kan teste temperaturen på underlæben. Bliver det for varmt ødelægges krystallerne, og bliver det for koldt får du den ikke til at størkne ordentligt. En dygtig kok har fokus på at nå the melting point – det tidspunkt chokoladen er til at arbejde med.

Aldrig skabe utryghed når du skal lede en afdeling. Det ved enhver leder, og det er en delikat proces som skal håndteres nøje, hver gang en afdeling mødes. Først når balancen mellem enighed og uenighed, ro og pres, retning og kaos, afbrydelser og fordybelser er afstemt med behovet i afdelingen, er forudsætningerne på plads til bevægelse. De rutinerede ledere kan følge deres mavefornemmelse. Bliver det for varmt omkring bordet kan det blive personligt, bliver det for koldt eller upersonligt er det ligegyldigt. En dygtig leder har fokus på at skabe the melting point – det tidspunkt, hvor afdelingen er fuldt engageret og alle arbejder sammen.

4. Budskabet om fuld tiltro, også i modgang

Hvornår har du som mødeleder eller kursusleder haft succes? Er det når tilbagemeldingerne er gode, smilene varme og du får kram på vej ud af døren? Eller når bølgerne går højt og enigheden ikke indfinder sig? Den ene reaktion garanterer ikke mere læring end den anden. De fleste ledere og konsulenter sigter automatisk efter at opnå konsensus, og oplever først de er i mål, når konsensus er indfundet og beslutningen truffet. Men det kan være en misforståelse.

Gruppen kan godt selv, og nogle gange er den forstyrrelse der skal til for at skabe bevægelse så stor, at der ikke er tid eller plads til at smile og kramme bagefter, og det er okay. De største erkendelser for både individ og team betyder nogle gange at stemningen efter et møde eller et kursus ikke er konsensuspræget, og at smilene er stivnet lidt. Smilene kan komme senere, men bør ikke være målet i sig selv. Du behøver ikke som leder eller konsulent altid sikre enighed . Stol på deres evne til at selv at opnå enigheden.

5. Budskabet om at glemme det effektive og fixe det irrelevante

Vi er efterhånden blevet så effektive og hurtige til det vi gør, at det ikke kan gå meget hurtigere. Men hvad nu hvis det ikke er det rigtige vi gør – det rigtige vi er effektive til? Udfordring ligger i dag ikke i at være effektive, men i opgøret med det irrelevante. Vi spilder tiden med irrelevante opgaver, som ikke er radikalt vigtige. Møder som handler om ting der ikke er afgørende for forretningen. Projekter der ikke er radikalt nyskabende. Mål som kun lige lever op til kundernes forventninger, men ikke overstiger dem.

Opgøret med det irrelevante medfører ikke automatisk en øget risiko. De to ting er meget forskellige. Du kan sagtens tænke, handle og organisere efter radikale ideer uden at sætte forretningen over styr. Det gode købmandskab kan sagtens tænkes ind over den radikalt nye ide. Så pointen er for mange virksomheder ikke at blive mere effektive, men at bruge deres effektivitet på de rigtige opgaver.

 

Lindeblad, team udvikling, konsulent hus, team

Bliv inspireret af vores nyhedsbrev

Det griber dig og andre i at gøre tingene rigtigt, strækker dine tanker og sætter dig i stand til at få det bedste ud af dig selv og dem omkring dig. Omdrejningspunktet er ledelse og du er målgruppen. 

Vi glæder os til at inspirere dig