Tag dog og spild noget tid sammen
Henrik, som vi sidder på kontor sammen med, lagde forleden en enkelt
A4 side på mit bord. Det var fra et reklamebureau, som skrev om, hvor
meget vi reelt vil hinanden på arbejdspladserne. Vi taler om
vigtigheden af fællesskab og samvær, om enighed og ærlighed. Men det
kniber med viljen til at dele en bajer fredag eftermiddag, eller
endnu værre fredag aften. Så hvor meget vil og mener vi det med
fællesskab, samvær, enighed og ærlighed, hvis vi ikke gider bruge
andet end arbejdstid på det? Og hvad får vi overhovedet ud af det?
Det er vigtigt for os, at der er en mening med det hele. Vi har
brug for at glæde os til, at tage på et spændende arbejde med
kolleger, vi både giver og får noget af. Sammenholdet er ren benzin
til motoren, og derfor bør der investeres energi i det.
Det er dog svært direkte at måle, hvad der kommer ud af det. En
god stemning, høj motivation og et godt arbejdsmiljø er lidt
udefinerbare begreber for mange. Og når vi ikke kan måle det, er der
heller ingen saglige argumenter for, at vi bruger tid på det. Eller
hvad? Jo, der er! Brug tid på hinanden, som andet end kolleger. Find
ud af hvilket menneske der gemmer sig bag titlen ”projektleder”
eller ”salgsassistent”. Find ud af, hvem Per og Pernille er. Eller
endnu bedre – drop titlerne og sats på menneskene i stedet for.
Hvem bør så sendes af sted på teamudvikling? Er det ledelsen
eller teamet? Pointen i teksten jeg fik fra Henrik er, at hvis
ledelsen ikke trives, vil det sive ned gennem hele organisationen. Så
når der er problemer med et team, kunne det være en ide, at se på
baggrunden for problemet. Er det måske fordi ledelsen ikke selv er
afklaret og enige? Er det fordi, de ikke har lyst til hinanden, og de
derfor aldrig deler en fredagsbajer? Alt starter med god eller
dårlig ledelse.
Det er slet ikke så skidt en ide, at spilde lidt tid sammen.
Tilbage til forsiden