Ledelse er et valg - ikke en position?
Ledelse handler om meget andet end organisationsdiagrammet
Når stoltheden over den nye titel ruller gennem årerne og
ryggen er mere rank end normal, kan det for nogle være svært
ikke at dvæle ved tanken om, hvor man nu er i diagrammet.
Mit bedste råd er, at du skal nyde det, men også se at få
det overstået, så du kan rette din fokus mod de
medarbejdere, du er blevet leder for. Lederjobbet åbner
nemlig op for en beslutningskompetence, og en reel mulighed
for at påvirke endnu flere end tidligere. I lederjobbet
ligger dog også en lang række interessante dilemmaer.
Nogle af lederens dilemmaer
Dilemmaerne er til at forstå, men kan få selv erfarne ledere
til at føle, at de befinder sig i et minefelt. God, moderne
og involverende ledelse betyder eksempelvis, at du udvikler
et nært forhold til dine medarbejdere, men på den anden side
skal du også huske, at holde afstand. Du er og bliver leder,
og kan ikke træde ud af den rolle. Det kan specielt være
svært, hvis du før var ligestillet kollega, men nu er leder
for samme gruppe.
Et andet dilemma består i din fremtræden. Det sender et godt
signal til medarbejderne om, at du er rolig og tryg i rollen
som leder, hvis du fremtræder selvsikker og som en der ved,
hvad du vil. Det vil påvirke dem positivt og skabe ro
omkring dig. På den anden side skal du huske, at være ydmyg,
for ledelse handler jo netop ikke om dig, men om dem du
leder. Der skal være plads til andres holdning, for kun på
den måde tager de ejerskab for beslutningerne.
Når vi nu har fat i medarbejderne, vil de ofte gerne have en
leder, som går foran, men dog ikke så meget foran, at de
ikke kan følge dig. Hvis du er leder for en afdeling der er
selvkørende, kan du bruge mere energi på at coache dem end
på, at rådgive og instruere dem. Det tredje dilemma består
derfor i at gå foran, og alligevel holde sig i baggrunden.
Du skal være i stand til, at tilrette din ledelsesstil efter
hvor selvkørende afdelingen er.
Et fjerde dilemma er balancen mellem det at skabe konsensus,
og det at skære igennem. Når der skal opnås enighed, er det
en klar fordel for alle, at der er enighed, eller konsensus
om du vil. På den måde sikrer du ejerskab, som er en
afgørende nøgle til motivation og arbejdsglæde. På den anden
side er der også situationer, hvor du bør skære igennem. God
ledelse er at skære igennem, når afdelingen ikke selv er i
stand til at opnå enighed. Det handler om din timing og
situationsfornemmelse.
Et spørgsmål til dig og dem
Timing og
situationsfornemmelse er bløde og svært definerbare
egenskaber, men de er vigtige. I dag forlader folk ikke
deres jobs på grund af selve jobbet, men ofte på grund af
lederen. Du er derfor en vigtig nøgle til fastholdelse af
medarbejderne.
Din fornemmelse for, hvordan afdelingen fungerer, er vigtig.
Dagligt skal du tage temperaturen. Der vil være forskelle
fra dag til dag, men set over en periode, skal teamet
naturligvis udvikle sig i den rigtige retning. Lidt hårdt
sat op kan man sige, at hvis de ikke udvikler sig, er de i
gang med at afvikle sig. Her er et spørgsmål, du kan stille
dig for at tage temperaturen:
• Hvis dit team med et trylleslag blev en frivillig ulønnet
gruppe – hvor mange ville så komme på arbejde i morgen?
Ved at svare, har du ikke en præcis temperatur på ejerskab
og motivation, men du får en vigtig indikator for, hvorvidt
det er nødvendigt at skride til handling. Hvis du ikke
regner med at se nogen af dem i morgen, har du et problem,
du skal håndtere...hurtigt. Hvis du mener alle ville være
der, er det godt gået... tillykke.
Du skal altså se på din egen ledelsesstil. Du ved fra din
tid i uddannelsessystemet, sportsklubber og spejdertiden, at
der er stor forskel på ledere. Du har sikkert set lidt af
hvert, og nu er du én af dem. Vær klar til at håndtere din
måde, at udøve ledelse på. Start eventuelt med at stille
spørgsmålet:
• Kunne du tænke dig, at blive ledet af dig selv?
Det kan godt være, at du kan svare et højt og rungende ”ja”
til spørgsmålet, men der findes mange personlighedstyper.
For at kunne lede alle, så det gør en forskel for dem, skal
du kunne lede alle specifikt i forhold til de forudsætninger
de har. Husk i dit svar, at ikke alle er som dig.
Relationer
Lederrollen stiller blandt meget andet krav til din evne til
at håndtere dilemmaer og nye relationer. Det er meget få
ledere, som har succes uden at medarbejderne omkring ham
ønsker, at han får succes. Relationen leder/medarbejder er
afgørende.
De bedste ledere jeg har truffet, har en evne til at
håndtere så bløde begreber som timing,
situationsfornemmelse, dilemmahåndtering og relationer. De
administrerer energien i afdelingen, og er ikke fokuseret på
tiden alene. De ved det er vigtigere, at retningen er den
rigtige end, at næste mål skal nås hurtigst muligt.
I næste time out vil vi se på en af forudsætningerne for at
kunne udøve god ledelse, nemlig din evne til at udøve
selvledelse. Ikke fordi ledelse handler om dig, men det
starter med dig.