Hvad skal aldrig forandre sig hos jer?
Kend svaret, og vær klar til at forandre alt andet!
Hos 3M ligger respekten for det personlige initiativ fast, mens
deres regel om, at bruge 15% af arbejdstiden til egne projekter blot
er et middel, en mekanisme eller en regel, som kan ændres. Hos Nordstroms er kernen, som ligger fast, en dedikation til
kundeservice over alt andet, hvorimod fx klaverspillet i lobbyen,
lagerdisponeringen, strategiske butiksovervejelser blot er
management-beslutninger, som kan ændres med tiden.
Det gælder om, at kunne skille kerneideologien, der aldrig skal
forandre sig fra kultur, strategi, produkter, mål,
organisationsstruktur, regler og belønningssystem, som skal forandre
sig. Over tid vil kulturen være en anden, strategien vil ændre sig,
produkter og mål vil udvikle sig, organisationsstruktur og regler
vil tilpasse sig, og belønningssystemet vil udvikle sig.
På den ene side er der kerneideologien. Med kerneideologi menes
jeres filosofi, jeres værdier og meningen med jeres organisation. På
den anden side, er der en lyst til konstant udvikling. Dette er et
dybt menneskeligt behov for at undersøge, udvikle, opdage, opnå,
forandre og forbedre. En drivkraft vi alle har i os.
Hånd i hånd
Beskyt kerneideologien – stimuler til konstant udvikling. Det er
dna´et i en visionær organisation. De to modsatrettede elementer kan
godt gå hånd i hånd. På den ene side er der et status quo. En
klarhed om, hvad kernen er. Det, der skaber kontinuitet og
stabilitet. På den anden side, er der alt det der kan og skal
forandres og udvikles, for overhovedet at overleve. Du kan både være
ideologisk og i konstant udvikling på samme tid. Derfor ligger der
en vigtig viden i at spørge sig selv, hvad der aldrig skal forandre sig, og i at være klar til, at forandre alt andet.
Kerneideologi = jeres filosofi, værdier og den dybere mening
Kerneideologien er livslogisk
I finder ikke jeres værdier i andre organisationer, i en bog eller
efter inspiration fra andre. Det kommer ikke fra øvelser på en
kursusdag i sig selv, men ved at fokusere på det, I oprigtigt tror
på. Værdierne skal ikke indordne sig efter omverdenen, eller efter
de skiftende krav fra kunden. Værdierne forandrer sig ikke, og
antallet af værdier spiller også en rolle. Flere end 5 værdier er
typisk for mange. Det er en fordel med få simple, klare, kraftfulde
og direkte værdier. De skal være livslogiske.
Udover ansvaret for at skabe et overskud og en sund forretning,
udtrykker værdierne en vigtig del af jeres ideologi. Noget som ikke
handler om profit, men om en dyb tro, som går helt ind til benet af,
hvem I er.
Den dybere mening med jeres organisation, kan blandt andet findes
ved at se langt ud i fremtiden. Forestil jer, at organisationen
stadig er der om 50 år. Der er nok ændret en del her og der. Nye
produkter, procedurer, en ny strategi, nye kunder mm, men der vil
også være en dybere mening, som er tidløs og ikke har ændret sig
over de 50 år.
To store eksempler er Disney, som aldrig bliver færdig så længe der
er fantasi tilbage i verden. Eller Sony, som løbende kan nyudvikle
produkter som en ris-koger, en walkmann eller et farvefjernsyn, men
for dem er den dybere mening stadig glæden ved teknisk innovation,
som skaber glæde og fordele for andre. Produkterne kan altså godt
forandre sig, men kerneværdierne og den dybere mening gør det ikke.
Drop den hellige ko
Ikke alle starter ud med en mening og et sæt værdier, som er klart
udtrykt og afklaret. Mange finder dem først et stykke hen af rejsen.
Det kræves ikke, at de er på plads fra starten, men er naturligvis
en fordel, at få på plads hurtigt. Det frigiver nemlig energi blandt
ledelse og medarbejdere at vide, hvad der er stabilt og
kontinuerligt. Her er en base der ikke pilles ved, og den er enkelt
og kraftfuldt udtrykt.
Så der er bevidst rum til den konstante udvikling. Altså at droppe
de hellige køer i forhold til procedurer, regler, strategier og
produkter og vær i stedet klar til konstant at udvikle. Vær i stedet
hellig omkring jeres ideologi. Beskyt den, bevar den og stimuler så
til fremskridt alle andre steder i organisationen.
Vi tror på, at bevidst arbejde med kerneideologien vil være med til
at bringe talenterne i jeres organisation i spil. Jeres værdier, den
dybere mening og filosofien bag, gør det lettere at fastholde ledere
og medarbejdere, og der gives en overordnet retning, som vil skabe
ro i en tid hvor alt andet er til forandring.
Eller sagt helt kort: Skab en bevidsthed og nogen rammer, som kan
bevare kernen og stimulerer til konstant udvikling.
God inspiration til mere viden om kerneideologi kan findes i Jim
Collins bog fra 2004 ”Built to last”, hvor ham samme med et team af
forskere i 6 år har spottet dna´et i visionære virksomheder. En klar
kerneideologi var en del af deres dna.
Tilbage til forsiden