Påstand! Dengang du var barn stolede du endnu mere på dine styrker, end du gør i dag. Det kan godt være, du ikke lige vidste, det var dine styrker det drejede sig om eller måske endda, at det kunne kaldes for ”styrker”, men du lyttede til dem. Der var aktiviteter, som tiltrak dig så meget, at du gang på gang søgte dem. Du var klar over, hvilke venner du ønskede at lege med, og du søgte netop deres selskab. Det samme var gældende for dine lærere. Du vidste præcis, hvilke lærere du bedst kunne lide, og lagde sikkert også den største indsats der. Alt dette stod dig helt klart fra det øjeblik du stod op om morgenen, til du gik i seng om aftenen. Du stolede på denne tiltrækning og levede efter den, og du drømte om det specielle bidrag, netop du skulle stå for i denne verden.

Hvor gammel var du dengang? 6, 8, 12 år?

For at holde styr på det hele fik du en chef
På en eller anden måde, fra dengang til i dag, er det blevet lidt mere uklart. Du begyndte at lytte mere til verden omkring dig, og mindre til dig selv. Og verdens stemme kan være overbevisende, så du gjorde mere end at lytte, du begyndte at indrette dig derefter. Du begyndte at studere, og måske endda det dine forældre mente var en god ide. Du måtte tage et job, for at kunne betale regningerne. Med jobbet fulgte en jobbeskrivelse og en udviklingssamtale som på forhånd havde defineret, hvilken vej der førte mod toppen. Og for at holde styr på det hele for dig, fik du også en chef.

Midt i alle disse forventninger og krav blev dine styrker minimeret til blot at være en nysgerrighed, ikke irrelevant, men noget der kort blev vendt på den årlige udviklingssamtale, for så ellers hurtigt at gå videre til noget mere væsentligt.

Så hvis du bliver spurgt om, hvorvidt du er blandt de få der dagligt anvender og taler om deres styrker, kan du svare, ”Hvordan skulle jeg dog være det? Min chef og mine kolleger har en lang liste af ting, de synes jeg skal tage mig af, og mine styrker er ikke nødvendigvis en af dem”. Og du har ret. De fleste samtaler på arbejdspladsen handler ikke om styrker.

På spørgsmålet ”Når du og din manager diskuterer din udvikling, taler I så mest om dine styrker eller dine svagheder?”

35% Mine svagheder
40% Min manager taler ikke med mig om sådan noget
25% Mine styrker

Så, ja, du har ligesom de fleste andre ret i, at dine styrker ikke umiddelbart er centrum for dine egne eller arbejdspladsens opmærksomhed. Du kan derfor enten vælge at resignere til et liv ,hvor dine styrker forbliver irrelevante eller lære, hvordan du kan gøre dem relevante.

Netop det er målet for de næste 3 Time Outs. Her kører vi en lille artikelserie omkring aktivering af dine styrker. Glæd dig – det handler om på ny at sætte liv i barndomsdrømmene. Hvis du vil læse i forvejen anbefaler vi Marcus Buckingham´s "Go put your strengths to work". Denne og de næste artikler er stærkt inspireret af denne bog.