Giv mig mere tid....nej, giv mig mere DIG!!!!
Tid, tid, tid. Der er kun 24 timer i døgnet, og på den måde
er der i det mindste en ting, hvor der er lige vilkår for alle. Konkurrencen er
jo hård, så hvordan klarer man sig bedst? Konsulenten spørger
interesseret ind til, hvad du vil gøre, hvis der var 25 timer i
døgnet. Hvad ville du bruge den ekstra time til? ...men måske
handler det ikke så meget om at presse endnu en time ind i din
kalender, hvilket i øvrigt heller ikke kan lade sig gøre, men mere
om noget helt andet. Måske er muligheden for at øge
præstationslysten og glæden der allerede, vi har bare overset det.
Hvem vinder?
Mange trykker på ”mute” i al for mange situationer, og hvad angår
deres glæde. Det sker helt automatisk i flere kulturer og det
påvirker desværre kulturerne negativt. Det negative får lov til at
sejre over det positive. Det er som om det er en naturlov, at det
dårlige humør altid skal have lov til at vinde over det gode humør.
Det er hverken rimeligt eller retfærdigt, men ikke desto mindre er
det er sandt.
Bedøm selv: Du kommer hjem og er i rigtig godt humør efter en dag på
arbejdet. Du har gjort det godt og er måske endda blevet grebet i at
gøre de rigtige ting på den helt rigtige måde. Alt i alt en rigtig
fed dag. Du kommer først hjem, og glæder dig til at fortælle din
bedre halvdel om din dag. Ind kommer så din bedre halvdel, som netop
i dag dog ikke lever op til netop den beskrivelse. Din kæreste,
partner, mand, kone eller hvad det nu er, entrerer med et rigtig
dårligt humør. Han eller hun er godt gammeldaws knotten. Hvilket
humør vinder? I tilfældet med dig og din partner vil de fleste nok
være enige i, at det dårlige humør desværre vinder. Ærgerligt og
uretfærdigt.
Invester i dig selv
Når denne lille artikel hedder ”Giv mig mere tid... nej, giv mig
mere DIG!!!” er det ikke fordi du hele tiden skal være ”på”, eller
”fokuseret” eller ”tændt”. MEN, det er et opråb for, at du skal
holde fanen højt når dit humør er højt. Mere DIG hentyder til, at du
ikke skal ”mute” din glæde eller din præstationslyst, bare fordi
andre ikke er på samme niveau. Det hentyder til, at du skal vise og
tale om din glæde.
Det vil kræve en del, men se sådan her på det. Hvis man kunne
investere i dig, som det er muligt at gøre i eksempelvis aktier...,
hvordan ser kursen så ud når den knotne kommer hjem? Kursen skal
være gradvist stigende, og selvom der naturligvis kan være fald på
kursen engang i mellem, skal den generelt være stødt stigende.
Men forandringen sker ikke med mindre der er en beslutning, og der
kommer heller ingen handling medmindre der er en beslutning. Så
start med at beslutte dig. Det kan selvfølgelig være det viser sig
at være den forkerte beslutning, men i det mindste ved du det så, og
spiler ikke mere tid på at sidde og overveje. Styrken ligger i at
kunne beslutte sig.
Tilbage til forsiden