Myte: ”There is no I in team”
Smart sætning, men den holder ikke i virkelighedens verden.
Det er en gammel fortærsket konsulentsætning fra den anden side af
Atlanten, at ”There is no I in team”. Virkeligheden er imidlertid en
anden. Der er stort set ikke andet end I i teams. Det er ikke en
gruppe af gennemsnitlige all-round spillere, der søges til enten et
sportshold eller en afdeling. Alle skal ikke kunne spille alle
pladser eller løse samme opgaver. Nej, et optimalt team består
snarere af personer, som hver især har fundet frem til, hvad deres
styrke er og har dyrket det, så de nu er udtaget til teamet. Omkring
dem er personer, som er rigtig gode til mange af de ting personen
selv ikke er så god til. Målmanden er ikke angrebsspiller.
Forsvarsspilleren er ikke angrebsspiller. Lederen på et
reklamebureau skal ikke kunne løse de grafiske opgaver på samme
niveau som grafikeren. Bogholderen skal ikke kunne præsentere et
produkt på samme måde som sælgeren. Juristen skal ikke kunne udvikle
samme produkt som produktudvikleren. Reklamerne skal ikke deles ud
på messen af den introverte, men hellere af den ekstroverte.
Pointen? Hvis du vil være på et godt team, skal du finde
sammen med dem som er stærk, hvor du er svag. Teamet har på samme
måde brug for at vide, hvor du er stærkest. Hvor kan du bedst tjene
os? Hvor er dine skuldre bredest? I hvilke situationer tænker og
handler du bedst? Hvor kan vi stole mest på dig og dine færdigheder?
Du skal kunne sige fra
Sandheden er nemlig, at der er opgaver og jobs som ikke skal i din
retning, hvis opgaven skal løses bedst mulig. Der er andre som er
bedre i stand til at løse opgaven. Det forudsætter imidlertid at du
er klar over, hvad dine styrker er, og at du er klar til at
prioritere dem for at kunne sætte dem i spil for alvor. Det
forudsætter også, at du er klar til at sige nej, for der vil være
nogle som vil opdage dit talent og i stræben efter at belønne dig
vil de forfremme dig, og dermed fjerne dig fra den opgave eller det
job du har talent for. Du skal kunne sige ”nej”.
Du skal finde dine styrker
Alle har styrker, men du er den der bedst ved, hvad der er dine
styrker. Det er derfor også dig der skal turde stå frem og
prioritere dem. Det er dit ansvar. Du kan være heldig at være blandt
folk, som har øjnene rettet mod dine styrker, men det kan ligeså
godt ske at du befinder dig i en situation, hvor ingen har øje eller
interesse for dine styrker. Det er dit ansvar.
Så når sportsklubber, ledere, foredragsholdere, teambuildere og alle
de andre gentager den berømte sætning ”There is no I in team”, så
kig engang på de bedste teams du kender. De består alle af
individer, der har knækket koden til at få de opgaver de er bedst
til. De er på de pladser de er bedst til, jeg er på den plads jeg er
bedst til, og ingen er bedst til samme plads – netop derfor er vi
stærkest på alle pladser.
Kilde: Marcus Buckingham (2008)
Tilbage til forsiden