Brevet i postkassen
Jeg var 20 år dengang. Jeg gik fra min lejlighed på Østerbro ned til
postkassen på hjørnet af Århusgade og Strandboulevarden. Her postede
jeg så brevet. En ansøgning på 2 sider, som jeg havde brugt en lille
uge på at skrive. Jeg kan fuldstændig huske både vejret og
postkassen den dag. Jeg kan også huske følelsen, da jeg gav slip på
brevet - og lyden da det ramme bunden af postkassen. Nu var der
ingen vej tilbage. Min gamle svømmeklub ville snart få af vide at
jeg havde søgt nyt job, og den nye svømmeklub ville indkalde mig til
samtale. Nu var det min tur til at skifte jobbet som assisterende
træner ud med cheftræner jobbet, og påtage mig fuldt ansvar.
Dengang anede jeg ikke, hvad det ville komme til at betyde for mig.
Jeg fulgte min mavefornemmelse, og synes selv det var lidt modigt.
Jeg havde ikke talt med nogen om det, men det føltes bare rigtigt. I
dag kan jeg se at jobskiftet fik enorm betydning. Det blev starten
til en trænerkarriere, som sluttede med at jeg kunne sende en række
svømmere til OL i Sydney i 2000. Jeg fik lært en masse om ledelse af
enkeltpersoner og af teams. Jeg lærte, at det var svømmerne og ikke
mig der stod på startskamlen. Jeg lærte at både de og jeg blev
klogere, hvis jeg var nysgerrig på dem. Jeg lærte at sætte mål, og
at alle meldinger opleves forskelligt selvom alle havde hørt de
samme ord. Jeg lærte, at det er vigtigere at spørge, end at diktere
som leder, og meget meget andet. Det var mere betydningsfuldt end
mange års skolegang.
Jeg sluttede trænerkarrieren lidt på samme måde som den startede.
Efter mange år som træner, kunne jeg bare mærke at det var slut. Der
var ikke et andet job der ventede, men det kom nok tænkte jeg. Så
jeg takkede af uden at kende den næste station. Nu er jeg så på den
næste station, og jeg kan se at de mange store og små beslutninger
undervejs i virkeligheden hænger rigtig godt sammen. Det er, som om
jeg i dag nyder godt af de mange beslutninger og erfaringer jeg fik
som træner. I bagklogskabens lys ser det næsten helt planlagt ud,
men det var det ikke. Det var en kombination af mavefornemmelse og
mod.
Steve Jobs: ”Connecting the dots”
Når Steve Jobs (CEO fra Apple) taler om ”connecting the dots” er det
det samme, det handler om. Det handler om de mange små og store
beslutninger, han har truffet undervejs. I 2005 holdt han en
”commencement speech” for de studerende på Stanford University. Her
fortalte han blandt andet, hvordan han aldrig selv har fået en
universitetsgrad, men valgte at droppe ud allerede efter et halvt
år.
Han blev dog hængende på campus, for i stedet for at tage de
obligatoriske fag som ikke interesserede ham, kunne han nu besøge de
fag som så langt mere interessante ud. Han fulgte sin nysgerrighed
og intuition som han beskriver det, og ser det som fuldstændig
afgørende for hans senere karriere hos blandt andet Apple. En MAC
computer bærer i dag præg af hans nysgerrige og intuitive valg fra
dengang... men det vidste han jo ikke dengang.
Jobs taler om at forbinde punkterne (connecting the dots). Set
tilbage i tiden bliver det tydeligt, at der er en vigtig sammenhæng
og stor læring forbundet med de betydningsfulde øjeblikke i ens liv.
I øjeblikket, hvor vi træffer beslutningerne er vi ikke altid klar
over det, men vi forstår det, når vi kigger bagud. Det er helt
umuligt at forbinde punkterne mens du kigger fremad, du kan kun
forbinde dem ved at se tilbage.
Jobs & Gates: To drop-outs
To år efter konkurrenten Steve Jobs holdt sin tale på Stanford
gjorde Bill Gates det samme på Harvard University. Også han er et
eksempel på et ”drop-out” af de mere succesfulde – én som ikke fik
sin eksamen.
Dødsstødet for hans Harvard universitetsgrad blev da han som
studerende ringede til et firma og tilbød at lave deres software.
Han frygtede, at de ville smække røret på,fordi de med det samme
ville kunne høre at han blot var en studerende. Til hans store
overraskelse sagde de okay, men om han ikke kunne vente en lille
måned, for de var ikke selv helt klar endnu. Det blev afslutningen
på hans studier og starten på arbejde i døgndrift, for han var reelt
ikke klar med noget software endnu.
Også Gates valgte at besøge nogle af de fag han ikke officielt havde
tilmeldt sig under sin studie – alene fordi de var spændende. Gates´
oplevede Harvard´s miljø som fuld af energi og intelligens. En
oplevelse som både var stimulerende men også konfronterende.
Når han ser tilbage - connecting the dots - er der imidlertid én
ting han fortryder. Han forlod Harvard uden at vide noget om den
store skævhed, der er i verden. Gates lærte meget om politik og
faglighed. Han fik mange nye ideer på Harvard, men han lærte ikke
hvordan de mange nye opdagelser og den nye viden kunne anvendes til
at udligne de store uligheder, der er i verden. Det ærgrer ham, men
har i dag været stærkt medvirkende til, at han donerer så mange
millioner til sådanne formål. På den måde hænger hans oplevelser og
erfaringer fra dengang fint sammen med hans adfærd i dag.
Pointen?
Du bliver nødt til at stole på, at de mange små og store
beslutninger du træffer kommer til at give mening. Om nogle år vil
du tydeligt kunne se, hvordan punkterne er forbundet. Stol på din
mavefornemmelse og dit mod. Ved at stole på det, får du tilliden til
at punkterne nok skal forbindes meningsfuldt i fremtiden. Det vil
gøre hele forskellen.
Det er umuligt at se sammenhængen fremadrettet, for vi aner ikke
hvad fremtiden bringer, men det er ganske tydeligt, hvis du kigger
tilbage. Det var det samme Søren Kirkegaard mente da han sagde at
”livet leves forlæns men forstås baglæns”.
Tilbage til forsiden
