5 minutter med
egoisme, selvfedme, chokolade, tiltro i modgang og det irrelevante
Vær enig eller ej, men her har du fem budskaber. De er uafhængige af
hinanden, og kan derfor læses hver for sig og i vilkårlig
rækkefølge. Der er det egoistiske budskab, og hvorfor det faktisk
kan være på sin plads at være egoist. Det selvfede budskab til skræk
og advarsel for os alle. Budskabet om the melting point. Det punkt
hvor både chokolade og afdelinger smelter. Budskabet om fuld tiltro,
også i modgang, og til sidst budskabet om at glemme det effektive og
i stedet fixe det irrelevante.
1. Det egoistiske budskab
Lindeblad søger lige i øjeblikket en seniorkonsulent, og som altid i
en ansøgningstid er der en naturlig fokus på, hvad ansøgeren kan
gøre for Lindeblad, men det holder ikke helt. Uanset hvilket job og
hvilket firma bør ansøgere starte med at være egoister. De skal
definere deres egen drøm først. Sørge for at få et klart billede af
drømmen, og så se om den passer til virksomheden. Det tror pokker at
mange har svært ved at få det bedste ud af medarbejderne, hvis det
allerede går galt til jobsamtalen. Hele udgangspunktet er forkert,
hvis det handler om virksomhedens drøm alene. Det handler om at
finde fællesnævnerne mellem ansøgerens og virksomhedens drømme. Er
den der ikke, så glem det. Er den der, er der et match og en
mulighed for at sætte styrkerne i spil.
2. Budskabet om selvfedme
Har du nu ret igen? Det kan være farligt at være for sikker og for
selvfed. Du kender det sikkert. Du får noget af vide af en kollega
eller ven, og du behøver ikke lytte mere, for du har hørt det før,
set det før og oplevet det før. Selvfedmen kommer til udtryk ved, at
du læner dig op af din erfaring og gentager hvad du tidligere har
sagt. Din åbenhed og nysgerrighed er lukket, og ligesom du måske
sidder blødt i stolen ligger hjernen blødt i doven selvfed pude.
Hvornår har du sidst brugt din 1,3 kg. hjerne. Hvornår er den blevet
trænet med nye tanker, nysgerrighed og undren? Den selvfede tager
udgangspunkt i det gamle, og finder det lettere at tale om det
kendte. Der skal ofte en stor overraskelse eller et chok som ryster
dig, til at skabe grobund for nye erkendelser. Tænk lidt over det,
hvis du altså gider.
3. Budskabet om the melting point
Aldrig over 45 grader når du skal smelte chokolade. Det ved enhver
kok, og det er en delikat proces som følges nøje, hver gang en plade
chokolade skal smeltes. Først når temperaturen er rigtig er den til
at arbejde med. De rutinerede kan teste temperaturen på underlæben.
Bliver det for varmt ødelægges krystallerne, og bliver det for koldt
får du den ikke til at størkne ordentligt. En dygtig kok har fokus
på at nå the melting point – det tidspunkt chokoladen er til at
arbejde med.
Aldrig skabe utryghed når du skal lede en afdeling. Det ved enhver
leder, og det er en delikat proces som skal håndteres nøje, hver
gang en afdeling mødes. Først når balancen mellem enighed og
uenighed, ro og pres, retning og kaos, afbrydelser og fordybelser er
afstemt med behovet i afdelingen, er forudsætningerne på plads til
bevægelse. De rutinerede ledere kan følge deres mavefornemmelse.
Bliver det for varmt omkring bordet kan det blive personligt, bliver
det for koldt eller upersonligt er det ligegyldigt. En dygtig leder
har fokus på at skabe the melting point – det tidspunkt, hvor
afdelingen er fuldt engageret og alle arbejder sammen.
4. Budskabet om fuld tiltro, også i modgang
Hvornår har du som mødeleder eller kursusleder haft succes? Er det
når tilbagemeldingerne er gode, smilene varme og du får kram på vej
ud af døren? Eller når bølgerne går højt og enigheden ikke indfinder
sig? Den ene reaktion garanterer ikke mere læring end den anden. De
fleste ledere og konsulenter sigter automatisk efter at opnå
konsensus, og oplever først de er i mål, når konsensus er indfundet
og beslutningen truffet. Men det kan være en misforståelse.
Gruppen kan godt selv, og nogle gange er den forstyrrelse der skal
til for at skabe bevægelse så stor, at der ikke er tid eller plads
til at smile og kramme bagefter, og det er okay. De største
erkendelser for både individ og team betyder nogle gange at
stemningen efter et møde eller et kursus ikke er konsensuspræget, og
at smilene er stivnet lidt. Smilene kan komme senere, men bør ikke
være målet i sig selv. Du behøver ikke som leder eller konsulent
altid sikre enighed . Stol på deres evne til at selv at opnå
enigheden.
5. Budskabet om at glemme det effektive og fixe det irrelevante
Vi er efterhånden blevet så effektive og hurtige til det vi gør, at
det ikke kan gå meget hurtigere. Men hvad nu hvis det ikke er det
rigtige vi gør – det rigtige vi er effektive til? Udfordring ligger
i dag ikke i at være effektive, men i opgøret med det irrelevante.
Vi spilder tiden med irrelevante opgaver, som ikke er radikalt
vigtige. Møder som handler om ting der ikke er afgørende for
forretningen. Projekter der ikke er radikalt nyskabende. Mål som kun
lige lever op til kundernes forventninger, men ikke overstiger dem.
Opgøret med det irrelevante medfører ikke automatisk en øget risiko.
De to ting er meget forskellige. Du kan sagtens tænke, handle og
organisere efter radikale ideer uden at sætte forretningen over
styr. Det gode købmandskab kan sagtens tænkes ind over den radikalt
nye ide. Så pointen er for mange virksomheder ikke at blive mere
effektive, men at bruge deres effektivitet på de rigtige opgaver.
Tilbage til forsiden